magasinet-rus.dk

Forside Behandling Døgnbehandling Når andre giver op

Når andre giver op

Udskriv

Blå Kors Hjemmet Fredshavn er et bo- og behandlingstilbud til mennesker med dobbeltdiagnoser. På Fredshavn i Vorbasse har et utraditionelt koncept åbnet nye muligheder for 15 misbrugere med demens eller psykisk sygdom.

Efter at have parkeret bilen følger jeg gangstien op mod en klynge huse, og lige inden for døren byder forstander René Boye Knudsen velkommen. Vi starter med at gå en tur rundt og se på de forskellige bo-områder. Undervejs passerer vi en niche, hvor der er indrettet en lille dagligstue, det ligner nærmest et museum, men René Boye Knudsen forklarer sammenhængen.

- Det er et reminiscenshjørne, som vi er ved at indrette med gamle møbler, radio, service og lignende. Hjørnet skal bruges som en udbygning af den reminiscens-træning, som vi bruger, fordi det har en positiv effekt på de af vore beboere, som er demente, fortæller forstanderen.

At leve med flere diagnoser
René Boye Knudsen fortæller, at på Fredshavn har alle beboerne en misbrugsmæssig afhængighedsdiagnose i forhold til alkohol, narkotika eller medicin. Allerede her skiller stedet sig ud fra andre tilbud ved at rumme alle misbrugstyper i samme hus. Den anden diagnose kan være ADHD, skizofreni, alkoholdemens, eller der kan være tale om sent udviklede personer. René Boye Knudsen fortæller, at livet med både misbrug og psykisk sygdom er meget vanskeligt, og at mennesker i den situation er stærkt belastede og tit har været i andre behandlingstilbud uden effekt, eller deres kommune har mere eller mindre givet op.

- Det lykkes ofte for os gennem nogle længerevarende forløb at stabilisere beboerne, og tilbagefald i misbrug er ret sjældne, siger René Boye Knudsen.

Samtidig peger han dog på, at der ofte er et problem i at få etableret den rette støtte ved tilbagevenden til egen bolig.

- Det kan være vanskeligt at komme igennem med overfor kommunerne, at efter et godt og stabiliserende forløb her, med ingen eller få tilbagefald i misbrug, er den pågældende stadig eksempelvis skizofren og har brug for særlig støtte, ofte i opgangsfællesskaber med personalestøtte, siger René Boye Knudsen.

Metoder
Metoderne på Fredshavn sammenstykkes utraditionelt. Hvis det virker, bruges gerne metoder som almindeligvis ikke ses på andre behandlingssteder. Den ellers udbredte brug af kognitivt baseret behandling bruges dog meget lidt på Fredshavn.

Målgruppen responderer dårligt på den type behandling, fortæller René Boye Knudsen. Men der anvendes metoder fra relations-pædagogikken, oplevelsesorienteret familiebehandling, tilbagefaldsforebyggelse og meget andet. Behandlingsforløbene er altid individuelt tilpassede og med inddragelse af Fredshavns flerfaglige personalegruppe og speciallægekonsulenter. Der er et obligatorisk psykiatrisk og terapeutisk efteruddannelsesprogram for alle ansatte.

Det viser sig ofte under et ophold på Fredshavn, at en psykiatrisk diagnose og deraf følgende medicinering er forkert.

- Når vi kan stille korrekte diagnoser i en del tilfælde, hvor det er mislykkedes for andre, skyldes det vores rusfrie miljø og det forhold at vores beboere ikke har kunnet vurderes i ædru tilstand før, fortæller René Boye Knudsen.

På Fredshavn arbejdes med de tre hovedområder psykiatri, afhængighed og funktionstræning i huset, og det sammenstykkes i opholdsplaner og kontrakter, som beboerne indgår.

- En beboer med social fobi kan for eksempel have en behandlingsmæssig målsætning, som indgår i kontrakten, om at træne samvær med andre beboere i 15 minutter af kaffepausen, siger han.

Rummelighed og konsekvens
De 15 beboere på Fredshavn skal indgå en aftale om rusfrihed under opholdet, og der tages mange kontroller af beboerne. Det er ikke systematisk, men tilfældigt og under hele opholdet. Det kan også ske på en hjemmeweekend, for eksempel for de domsanbragte, og den ordning indgår i den kontraktlige aftale.

- Alle ved, at man ikke må køre over for rødt, men her hos os står der altid en politibetjent, så det har konsekvenser at gøre det. Det er en del af konceptet, at vi vil være meget rummelige og vedholdende, og derfor må vi være kompromisløse i forhold til overholdelse af aftaler, siger René Boye Knudsen.

Han medgiver, at den hårde linje kan falde nogle for brystet, men det er vigtigt at forstå, at det netop er en langsigtet fastholdelsesstrategi. Konsekvenserne af at drikke eller tage stoffer vil være inddragelse af privilegier i en periode. Det kan for eksempel være aftaler om at tage på weekend. På Fredshavn bor nogle beboere i mange år, men de fleste i en periode på mellem 6 og 24 måneder.

Fremtiden
René Boye Knudsen startede sit arbejde på Fredshavn i 2003 med at foreslå et nyt koncept. Det har vist sig at virke og at være et holdbart tilbud til personer med dobbeltdiagnoser. Der er ikke driftsoverenskomst, men alene aftaler med primærkommuner om forløb for enkelte borgere.

Jeg er en iværksætter, og jeg vil rigtig gerne, at flere kan få dette tilbud, så jeg tror, vi kommer i gang på Sjælland og måske flere steder senere, siger René Boye Knudsen.