magasinet-rus.dk

Forside Politik EU Evne og vilje til handling i EU

Evne og vilje til handling i EU

Udskriv

Alkoholpolitisk Landsråd har sammen med en større dansk delegation netop deltaget i den tredje europæiske alkoholkonference, Building Capacity for Action.

Konferencen fokuserede på at bygge bro mellem den store viden, vi har om alkoholforbrugs skadelige virkninger i Europa, og relevant alkoholpolitisk handling. Med 100 præsentationer, der blev flittigt besøgt af de 350 deltagere fra 40 europæiske lande, synes både evne og vilje til handling nu at være til stede. Konklusionerne lyder således:

1. Viden: Socialt udsatte borgere rammes hårdere af et stort og risikobetonet alkoholforbrug (fx binge-drinking). Handling: Styrkelse og oprettelse af lokale og kommunale alkoholprogrammer, samt advarselsskilte på flasker, dåser osv. Mål: Øget social bevidsthed omkring alkohol.

2. Viden: Unge er mere sårbare end voksne over for alkoholforbrug og – reklamer. Skaderne hos unge er større, deres hjerner kan tage varig skade, og de er i farezonen for selvmord. Handling: Bedre reguleringer, der ikke kun tager højde for indholdet, men også mængden af alkoholreklame, som håndhæves effektivt. Systematisk monitorering af alkoholmarkedsføring. Mål: At nedbringe unges udsathed for alkoholreklame og dermed deres forbrug.

3. Viden: Tredje part. Alkoholforbrug skader også dem, der ikke drikker. Det gælder ufødte børn, trafik- og voldsofre, pårørende og ikke mindst børn i alkoholfamilier. Alkoholforbrug koster EU 270 milliarder Euro om året fordelt på skader, kriminalitet og tabte liv. Handling: Alkohols økonomiske og fysiske tilgængelighed må begrænses, fx ved indførsel af alkoholfrie zoner og lavere promillegrænser i trafikken (fra 0,5 g til 0,2 g). Mål: Nedbringelse af skaderne hos tredje part.

4. Viden: Alkohol er ingen almindelig vare. Alligevel kan man skattefrit indføre uforholdsmæssigt store mængder alkohol (fx sammenlignet med tobak) fra ét EU-land til et andet. Handling: Beskatning af alkohol skal som et minimum proportionelt følge alkoholindholdet, dække de samfundsmæssige udgifter, alkoholforbrug medfører, og stige med inflationen. Mål: At modvirke undergravning af landenes reguleringspolitikker.

5. Viden: Behandlingsstandard. Vi har tilstrækkelig forskning til at vide, hvilke værktøjer i alkoholbehandlingen, der er effektive og økonomisk rentable. Handling: Indførsel af en fælles standard i Europa baseret på bl.a. tidlig identifikation af alkoholproblemer og "brief interventions". Mål: At udligne det eksisterende misforhold mellem den hjælp, der er tilgængelig og behovet for hjælp.

6. Viden: Økonomiske operatører har både potentialet og forpligtelsen til at modvirke alkoholskader. Handling: Branchen bør støtte indførelsen af en fast minimumspris. Producenter og detailbranchen bør desuden samarbejde for at forhindre, at alkohol bliver smuglet og handlet illegalt. Mål: At regulere alkoholprodukters pris og styrke i samfundets interesse.

7. Viden: Forebyggelses-dilemma. Den almindelige europæer støtter alkoholpolitiske tiltag. Men i praksis bliver der drukket mere end dobbelt så meget i Europa, end på verdens andre kontinenter, og kun 10 procent opfatter alkohol som et skadeligt stof. Handling: Styrkelse af folkesundhedsorganisationernes stemme og synlighed i Europa. Mål: At fremme sunde ændringer i befolkningernes alkoholkultur.

8. Viden: Opbygning af handlekraft. Alkoholpolitiks primære mål er at nedbringe alkoholrelaterede skader. Dette er Europarådets konklusion fra 2006 på EU-strategien. Handling: Flere ressourcer må fremskaffes til gennemførsel af strategierne omkring forskning, forbrugerbeskyttelse, transport og markedsføring. Mål: Nedbringelse af alkoholrelaterede skader vil føre til vækst, øget beskæftigelse, og styrke Europas produktivitet og konkurrenceevne.

9. Viden: Global strategi. I de kommende år vil vi opleve en kraftig stigning i alkoholforbruget i Sydøstasien (fx Indien) og landene omkring det vestlige Stillehav (fx Kina). Det forudser en rapport fra 2007, skrevet af WHO's ekspertkomité. Handling: Der kræves en større indsats fra Europa for at opbygge en global handlingsstrategi mht. alkohol. Mål: At undgå en stigning i alkoholrelaterede skader hos det, der svarer til halvdelen af jordens befolkning.

10. Viden: Social sundhed. Alkoholforbrug medfører en bred vifte af negative sociale konsekvenser, ikke mindst for børn i alkoholfamilier. Der mangler dog forskning i emnet. Handling: Større investeringer i forskning m.h.t. alkoholforbrugs påvirkning af omgivelserne i arbejds- og fritidslivet. Mål: At opfylde WHO's definition på sundhed som "en tilstand af fuldstændig fysisk, mentalt og socialt velvære".

Læs mere om konferencen på hjemmesiden: http://www.ias.org.uk:80/buildingcapacity/conference/index.html

Kommentarer (0)Add Comment

Skriv kommentar
Mindre felt | Større felt

security code
Indtast de viste karakterer


busy
 

Senest kommenterede artikler