magasinet-rus.dk

Forside Alkoholkultur Markedsføring Ulovlig markedsføring på nettet?

Ulovlig markedsføring på nettet?

Udskriv

Forbrugerombudsmanden har taget initiativ til at få undersøgt, om børn og unge udsættes for reklamer, der er på kant med markedsføringsloven, når de surfer på internettet. Der er blandt andet reklamer, der opfordrer til indtagelse af alkohol eller andre rusmidler. Initiativet bakkes op af en lang række organisationer og foreninger.

Bliver børn og unge under 18 år udsat for reklamer, der opfordrer til brug af rusmidler eller vold, når de surfer på nettet? Bliver de lokket til at købe noget eller tegne et abonnement uden deres forældres tilladelse? Det er et par af de spørgsmål, forbrugerombudsmanden, Henrik Øe, gerne vil have svar på. Derfor har han startet en kampagne, der skal undersøge, om virksomhederne overholder de særlige regler, som gælder for markedsføring over for børn og unge på nettet.

- Vi har ingen mistanke om, at der foregår noget, som er i strid med markedsføringsreglerne. Men vi ved heller ikke, om det sker. Så derfor opfordrer vi børn og unge, forældre, lærere og andre til at skrive til os, hvis de oplever noget, som de mener strider mod reglerne. Vi har oprettet en særlig postkasse Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. , som man kan maile til, hvis man støder på hjemmesider for børn og unge, hvor markedsføringen måske er på kant med loven, siger Mette Hartvig Johnsen, der er jurist i Forbrugerstyrelsen.

Unge mangler overblik
Der er især tale om sider, hvor markedsføringen ikke tager hensyn til, at målgruppen er børn og unge. Sider, hvor der forekommer opfordringer til vold eller indtagelse af alkohol. Sider, hvor der ikke bliver gjort opmærksom på, at børnene ikke må tegne abonnement, tegne et medlemskab eller købe varer uden forældrenes tilladelse. Og sider, hvor der vises reklamer, som ikke fremstår som reklamer, og hvor der mangler eller er mangelfulde oplysninger omkring køb og salg. Det fratager de unge muligheden for at få et klart overblik over, hvad et eventuelt køb koster, og hvad de forpligter sig til.

- Vi ved, at nettet er en vigtig del af de unges liv, og det er et godt redskab at kende, når de bliver voksne. Vi er ikke ude på at begrænse dem eller skræmme dem væk fra nettet. Vi vil bare gerne sikre os, at reglerne for markedsføring over for børn og unge bliver overholdt på nettet, hvor det kan være svært for voksne at følge med i, hvad unge bliver udsat for, siger Henrik Øe, der også opfordrer alle voksne til at tale med børn og unge om reklamens mange ansigter.

Bred opbakning
Forbrugerombudsmanden vil også henvende sig til en lang række firmaer og bede dem gøre rede for, hvordan de overholder reglerne, når de henvender sig til denne gruppe. I kampagneperioden, der varer cirka fire måneder, vil han undlade at retsforfølge firmaer, der står bag udvalgte hjemmesider. De får i perioden mulighed for at få afklaret, om siderne holder sig inden for markedsføringsreglerne.

Forbrugerombudsmandens initiativ støttes af en lang række organisationer og foreninger bl.a. Børnerådet, Børns Vilkår, Danmarks Lærerforening, Dansk Annoncørforening, Dansk Erhverv, Forbrugerrådet, KLF, Kirke og Medier og Medierådet for børn og unge.