magasinet-rus.dk

Europamestre!

Udskriv

Danmark har vundet Europamesterskabet i herrehåndbold, men danskerne er også indehaverne af endnu en titel: de danske unge har Europarekorden i druk!

At ”nyde” og eksperimentere med alkohol opfattes af mange unge og forældre, som en naturlig del af ungdomslivets overgang fra barn til voksen. Alkohol er en integreret del af ungdomskulturen, selvom en tidlig alkoholdebut og et øget alkoholforbrug i ungdommen, medfører mange negative sundhedskonsekvenser (f.eks. er hjernen ikke fuldt udviklet før i starten af 20’erne). Det høje og tidlige alkoholforbrug blandt unge øger risikoen for senere i livet at drikke over højrisikogenstandsgrænserne (14/21), med kendte negative sundhedskonsekvenser, såsom dårlig trivsel og kræft.

Licens til salg af alkohol og tobak
Kræftens Bekæmpelse ønsker at sætte fokus på forebyggelse af unges alkoholforbrug. Tilgængeligheden af alkohol skal begrænses. Ingen under 18 år skal kunne købe eller sælge alkohol. Aldersgrænserne for køb og salg af alkohol og tobak er i dag forskellige, fx skal man være 16 år for at købe øl, men 18 år for at købe tobak og stærk spiritus. Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at aldersgrænserne for alkohol og tobaksvarer bliver ens og sættes til 18 år. Denne aldersgrænse anbefales at blive indført samtidig med en licens til salg af alkohol og tobak, som kan trækkes tilbage, hvis ikke aldersgrænserne overholdes. Ved at begrænse tilgængeligheden af alkohol og tobak, kan danske unges alkoholforbrug minimeres. Aldersgrænserne kan dog ikke stå alene, det er en forudsætning at aldersgrænserne overholdes og kontrolleres for at opnå den ønskede gavnlige effekt!

Et alkoholfrit alternativ
Hvorfor bekymrer Kræftens Bekæmpelse sig om unges alkoholforbrug? Det gør vi fordi et alkoholforbrug over Sundhedsstyrelsens lav-risiko genstandsgrænse (7/14) er medvirkende til en lang række kræftformer, som kræft i mundhule, svælg, spiserør, lever, tyktarm og brystkræft. En minimering af unges alkoholforbrug og en udskydelse alkoholdebut, vil medvirke til Kræftens Bekæmpelses mål, at forebygge kræft. Det kan i dagens danske ungdomskultur være svært at sige nej til at drikke alkohol, og en ændring af alkoholkulturen forudsætter holdningsændringer hos både unge, forældre, institutioner og at der er et alkoholfrit alternativ alle steder, hvor unge i dag drikker alkohol.

Politisk mod til regulering
Selvom danske unge i dag, er europamestre i druk, er der positive ændringer i gang. Hvor det blandt de 16-24-årige næsten er unormalt IKKE at drikke, er der for aldersgruppen 10-15 årige en faldende tendens. Derved er et europamesterskab i sundhed indenfor rækkevidde, hvis der er politisk mod til at regulere muligheden for unge til at købe tobak og alkohol, og sætte begrænsninger for hvor der må ryges og drikkes!

Magasinets ”Synspunkt” skrives på skift af behandlere, politikere og meningsdannere, som i deres hverdag er beskæftiget med rusmiddelproblemer.
Overlæge Hans H. Storm har siden år 2000 været leder Forebyggelses- og Dokumentationsafdelingen i Kræftens Bekæmpelse.
Kommentarer (0)Add Comment

Skriv kommentar
Mindre felt | Større felt

security code
Indtast de viste karakterer


busy
 

Senest kommenterede artikler