magasinet-rus.dk

Forside Politik Øvrige lande Briterne gør op med Happy Hour

Briterne gør op med Happy Hour

Udskriv

Briterne gør op med Happy HourDe billige drikketilbud får skyld for en lang række problemer i England. Drukorienteret alkoholmarkedsføring forbydes nu.

Det er ikke tilfældigt, at ”binge-drinking” er et engelsksproget ord, for englænderne er kendt for at drikke meget. Det store forbrug hænger dog sammen med et andet engelsk-sproget ord, nemlig ”Happy Hour”. Et undersøgelsesudvalg nedsat af det engelske indenrigsministerium peger på billige drikketilbud som en årsag til de stigende problemer.

Alkohol er blevet billigere end vand
Priserne på alkohol er gået drastisk ned over en årrække i Storbritannien. I 2007 var alkohol 69 procent prisbilligere end i 1980.

- Alt for længe har forhandlere sat profit højere end ansvarlighed, og de har skåret prisen ned, så alkohol er blevet billigere end vand. Der er ingen tvivl om, at uansvarligt drikkeri fører til alkoholbetinget vold, udtaler Mike Craik fra Association of Chief Police Officers.En anden politibetjent fortæller, at alle ressourcer går til at hamle op med weekendernes fulde mennesker og fodboldvold.

En stor del af volden skyldes alkohol: 45 procent af voldsofrene i England beskriver deres overfaldsmand som alkoholpåvirket. Antallet af hospitalsindlæggelser på grund af leversygdomme, psykiske forstyrrelser eller alkoholforgiftning er blevet fordoblet på 10 år.

Unge udvikler leverskader
Binge-drinking er blevet en trend, som især unge englændere har taget til sig. Med det resultat, at de viser tegn på leverskader, som normalt først ses hos ældre personer.

Da der samtidigt er sket en stigning i antallet af unge, der dør af leverskader, frygter man en fremtidig epidemi på området. Dødsfald med alkohol som årsag er generelt blevet fordoblet på 15 år.

Frivillige regler skal erstattes af lov
En uafhængig undersøgelse viser, at mange engelske alkoholforhandlere ikke overholder deres egne regler for ansvarligt salg og markedsføring. men nu vil den engelske regering erstatte de gamle frivillige regler med håndfast lovgivning. Ifølge den nye lovgivning skal alle, der sælger alkohol – også private klubber – opfylde visse betingelser for at opnå en bevilling.

Hertil kommer, at enhver overtrædelse fører til en fornyet revision af bevillingen, noget som i sidste instans kan betyde, at den bliver inddraget. overtrædelser kan også medføre bøder på op til 20.000 pund og/eller seks måneders fængsel.

Et af de værktøjer, der blev lanceret som en del af den engelske regerings lovpakke, er forbud mod druktilbud som for eksempel:

  • Drukorienterede tilbud som ”Happy Hour”, ”Drik alt, hvad du kan, for 10 pund”, ”Fri Bar” og lignende.
  • Alkoholtilbud på pubber, diskoteker og klubber målrettet særlige grupper, fx kvinder.
  • Pristilbud i supermarkeder, der tvinger kunderne til at købe meget store mængder alkohol for at opnå rabat.

Danske unge binge-drikker mere
Apropos binge-drinking og unge, så er der et land, der overgår england, og det er Danmark. Den seneste esPaD-undersøgelse fra 2007 viser, at de 15-16-årige danske unge igen ligger i top, både hvad angår hvor ofte de drikker, hvor meget de drikker, hvor fulde de bliver, og altså også hvor ofte de drikker fem eller flere genstande inden for et kortere tidsrum (bingedrikker).

De høje tal kommer ikke bag på sundhedsstyrelsen. Specialkonsulent Kit Broholm sagde i april til jp.dk:

”Jeg er ikke overrasket over, at Danmark stadig ligger nummer et. vi ved fra international forskning, at høje priser, begrænset tilgængelighed af alkohol, aldersgrænser og lignende rammesættende initiativer er de virkemidler, der skal tages i brug, hvis man vil have markante ændringer i de unges forbrug.”